Den Indre Debat

Forleden sagde jeg tak til en gammel veninde, som jeg ikke havde set i 10+ år.  Fordi for 15 år siden havde vi en samtale på mediet MSN. Jeg husker ikke hvad samtalen gik på. Men jeg husker, at jeg havde en frustration. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor?! Helt roligt og fint skrev hun bare... "måske er det fordi du er lidt ego..." Helt ærligt, den læresætning har fulgt mig lige siden. Jeg husker den fordi den rystede mig i min grundvold. MIG? Egoistisk? På den ufede måde? Virkelig?  Mange gange siden har jeg sendt hende en kærlig tanke, hvis jeg i en situation liiiige skulle vurdere om jeg var fór egoistisk, ikke egoistisk nok og om dét havde nogen indflydelse på min pågældende situation. I ånden takker jeg min seneste romantiske relation, for at kick-starte en tiltrængt udvikling og i samme åndedrag for at inspirere mig til at genfinde min indre  bad gal.  En generel tak og skud ud til alle de udfordringer der kommer min vej. Set i retrospekt, så har mange af dem fællesnævn

Nogle dage eller timer går det godt. Her føler jeg mig fri af kærestesorgen. Fri fra at føle mig ligegyldig for et menneske jeg slet ikke finder ligegyldigt. Fri for følelsen af, at jeg behøver det her kram, kys på panden, sex der giver mening... alle der her stimulanser kan jeg på sin vis parkere med stor succes når jeg husker på, at alting sker af en årsag.  At jeg med Gudsfølelsen og den universelle kærlighed aldrig mangler kærlighed. Aldrig mangler selskab. Aldrig mangler 'purpose'.  Jeg forsøger virkelig at mærke efter, hvorfor det glipper når det glipper. Når jeg finder mig selv rastløs og og uforløst. Når savnet vinder indpas og alle de fede, skønne minder bare bliver top provokerende og slet ikke noget jeg har lyst til at kunne huske! Bliver fornærmet og stædig, har lyst til at glemme det hele!  Tænker, hvordan skal jeg nogensinde komme over det her!? Jeg bliver kraft e*#@#!?<=! SÅ vred når jeg tænker på, at jeg blev vraget og at det hele var en illusion. Det er det

Hvornår er man forbruger? Hvornår er man misbruger? Der findes da primære karakteristika, som fungerer som bred fællesnævner for hvem som måtte misbruge et euforiserende stof. De ærketypiske associationer er ret stærke. Disse gør, at nogle folk er nemme at gennemskue og sætte i bås. De selv samme karakteristika og forventninger til en misbrugers/forbrugers gøren, laden og udseende gør måske at mange mennesker slet ikke ser sig selv som misbruger - eller STORforbruger. I mange år tænkte jeg ikke mig selv ind i ligningen eller ind i samme boks, som alle dem der er 'nemme' at gennemskue. Og nedenunder vil jeg liste hvorfor.  Typiske antagelser/sandheder for en misbruger af euforiserende stoffer - som jeg ikke kunne se mig selv i. Bor i en bule af et hjem. Her er ikke særlig rent og det er svært at vedligeholde rammerne.  Da jeg var teenager og meget ung voksen var jeg et rodehoved af dimensioner. Men i mange år, har jeg levet fuldstændig rent og almindeligt. Tøj bliver vasket. St

Jeg er stadig røgfri.  Jeg har manifesteret en virkelighed uden hash eller weed. Eller pot. Jeg tæller ikke engang dagene eller nætterne længere. Men jeg tæller succeserne. Jeg opdager, at jeg er ved at få bugt med reaktionsmønstrene: Jeg røg for at: Hygge mig og slappe af. Idag hygger jeg MERE og slapper MEGET bedre af.  Få gang i rengøringen, huslige projekter og lignende. Heldigvis er jeg meget huslig og elsker at få noget fra hånden. Jeg var bare ikke vant til, at gøre det uden røg. (Hjemme, ikke på job). Det fungerer heldigvis fint! Dæmpe angsten for at falde i søvn - eller rettere sagt for at dæmpe angsten og tankemylderet fra jeg gik i seng til jeg faldt i søvn! Så nu læser jeg. Læser, læser, læser! Eller lytter til lydbøger. Eller falder i søvn til TV uden lyd. Jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg bare går i seng og ligger og lytter til stilheden. Jeg har stadigvæk brug for en form for stimulans. Men så længe det ikke er rygning , så er jeg glad. Jeg er til gengæld selektiv

For 10 år siden røg jeg min første joint. For 10 dage siden, røg jeg min sidste.  Der har været få ophold undervejs. Enkelte måneder hvor jointen ikke var en del af min hverdag. Hvor hash, grønt eller græs ikke fungerede som min safe-zone. Senest i 2018, hvor jeg i hele 8 måneder var fuldstændig ren og upåvirket. I den periode opnåede jeg en forståelse - eller rettere uforståelse - af hvordan i alverden jeg kunne leve med dagligt røgslør og alt hvad der fulgte med - eller igen rettere sagt ikke fulgte med. Jeg oplevede en indre frihed, en åndelig forløsning, en klarhed som jeg havde fortrængt og en lyst til at være sund og ordenligt. Behandle mig selv med respekt. Jeg var chokeret over, at jeg nogensinde havde kunne prioritere anderledes end jeg gjorde nu. Jeg var forundret over, at jeg havde haft held til at skabe karriere og følge 3 uddannelser til dørs - alt imens jeg var stok forrøget. Hvad fik mig overhovedet til at ryge? Jeg er ikke blevet hverken tabt eller kastet i gulv

Da jeg var yngre, gik det op for mig at hvis jeg arbejdede med mig selv og levede op til det ansvar, jeg bestemt mener at vi har som mennesker i forhold til os selv og andre - så gik det hele meget nemmere. Jeg fandt en ydmyghed i mig, som blev banebrydende for min selvopfattelse og opfattelse af verden. Jeg har altid lært, at se indad førend jeg parkerer årsagen til virkning hos andre individer. Hvad er min rolle i det her? Hvordan kan jeg blive bedre? Hvordan kan jeg indrette mit perspektiv bedre? Hvordan virker jeg på andre mennesker? Hvad er mit ansvar i dette her? Er jeg ydmyg nok? Jeg ved jo, at jeg skaber alt hvad jeg opfatter. Det er alene mit ansvar, hvordan jeg vil forstå og føle en situation. Ja ja, jojo. Nu er det bare sådan, at du sagtens kan styre hvordan du vil opfatte en situation af hensyn til dig selv. Man skal vælge sine kampe - og egentlig også sine traumer. Men derfor er mennesker og deres opførsel altså stadigvæk virkelig og folk kan sagtens være nogle assho

Er idag vågnet med en lidt mærkelig mavefornemmelse. Uhh, noget er ikke helt rigtigt. Hvad mon jeg har drømt? Forsøger at granske sindet. Kan faktisk ikke huske noget som helst. Laver mig en smoothie. Bliver sur på den - den blender ikke hurtigt nok og i øvrigt smager den slet ikke som forventet. Hvad i alverden er der galt her? Det 'stikker lidt'. I solar plexus. Helt ærligt, så ved jeg godt hvad der er galt! Det er kærestesorg. En forunderlig størrelse, som jeg på fin og ærlig vis har arbejdet med i den seneste tid. Det er lykkes for mig, at 'parkere' sorgen i lyset af indseelser, aha-oplevelser og kynisk logik. Men så her, lørdag formiddag får den sneget sig ind på mig. F*@! logik, kolde facts, ' det-er-jo-også-bedre-sådan-tanker'  og ALT hvad der ellers kan stabiliserer mig til hverdag. Faktum er, at jeg føler mig forladt. Af både et menneske - men også af min egen rygrad og tro på, at alting selvfølgelig bliver som det skal. Brygger lige en kop kaffe..

... skal du hænge ud med dig selv. Ikke én dag i tilværelsen kan du lukke døren eller kappe forbindelsen til dig.  Ikke én dag kan du være en anden eller være foruden dig selv. Du er det ultimative menneske i dit liv - du er dit udgangspunkt og din egen fastansatte rejsemakker i både det fysiske og hinsides liv. Så det gælder godt nok om, at kunne holde sig selv ud i længden. Måske endda i evigheden. Skræmmende? Måske. Mange får psykologisk hikke, blot ved tanken om at skulle følges med et andet menneske - bare noget ad vejen. Så jeg forestiller mig, at der kan opstå en hvis ængstelse kombineret med AHA-oplevelse, når vi indser at der er altså én person vi aldrig slipper for. Os selv.  Jeg indså dette forleden. I en alder af 28 år. Idag er jeg klar til bringe mit potentiale for dagens lys, ikke spilde mere tid og gøre mig til den bedste udgave af mig selv. Ikke rigtigt for andres skyld - men SÅ meget for min egen! Vi skal kunne stå inde for os selv, 'skulder ved skulder&#