Den Indre Debat

Nogle vil måske mene at jeg er frygtelig sparet... når nu jeg skal til at forklare, hvad mit livs udfordring består i.  Kampen for et uafhængigt dopamincenter - er det sværeste jeg har prøvet i mit liv. Jeg har aldrig haft andre projekter som krævede så meget rygrad og disciplin , som dette.  Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Rejsen ud af røgsløret blev nemt kickstartet af nogle bestemte faktorer og oplevelser. Vi kender det alle sammen.. friske ud af motivationskatapulten - med fart på og masser af gode ideer til hvad, hvordan og hvorledes! Så rammer hverdagen. Og virkeligheden. Og det lange, seje træk! Og det er overhovedet ikke sjovt. Slet ikke. Langt fra. Fy for den lede. Et begreb som at "bide i puden eller i gulvtæppet" er blevet virkeliggjort utallige gange over de seneste par måneder, her i det lille hjem! Har købt nyt betræk.... Jeg har sat masser af ting istedet for det at ryge weed. Og istedet for at have sex.. åbenbart ( Fucking borring )! Men fede t

... måske er det ikke hans væsen jeg mangler og begræder at undvære ...  ... hvorfor frustrationen trækker sådan ud? Når jeg godt kan forstå hvorfor det ikke skal være... ? ... Jeg tror simpelthen, at den fact at et menneske ikke havde lyst til at være der for mig i hårde tider, ikke tændte på mig når jeg var såbar og når jeg ikke slog til ... det chokerede mig i sådan en grad, at jeg stadig ikke begriber det. Jeg tror sgu' bare det er dét, der stadig ringer for mine ører.  ... og jeg kommer til at tænke på om: - jeg ikke værd at holde om og holde af når jeg har ondt? Er jeg kun sexet når jeg er på toppen? Lægger jeg selv op til alt muligt, som jeg ikke lever op til i længden? Er jeg slet ikke ligeså cool som jeg tror?  ... eller har jeg bare været uheldig? Og hvad så hvis man ikke tror på 'uheld'? Hvor går man så hen med frustrationen og smerten - apropos (tidligere indlæg) det der med karma? Hvordan kan man så gøre sig 'ufortjent' til ens troubles ? For jeg har ik

  Et brud med en twin-flame, er ikke for sarte sjæle. Og jeg tror egentlig, at jeg er en lidt sart sjæl.  Jeg vil så gerne tro på kærligheden, men jo flere historier jeg hører om brud og opbrud, selv i forhold som har varet i laaange tider, jo mere mister jeg troen på at kærlighed er noget for mig.  Helt ærligt, så larmer mit sind. Den ene time begræder jeg at min twin-flame-flamme ikke er ved min side. Den anden time forløses jeg ved tanken om, at der bedst sådan - for så slipper jeg for at miste ham igen.  Det ene øjeblik længes jeg så inderligt efter at blive holdt om og af, at have et andet væsen i ryggen som elsker mig ubetinget. Det andet øjeblik husker jeg, at ubetinget aldrig var en del af ligningen.  På én måde sørger jeg over alt det som aldrig blev. På en anden måde frydes jeg over, at alt det gode som aldrig blev, ikke skal blive til fantastiske minder. Som på trods af at være fantastiske, vil gøre ondt på en sart sjæl at mindes. En sjæl som har sluttet fred med 'død