Av, det stikker

Er idag vågnet med en lidt mærkelig mavefornemmelse. Uhh, noget er ikke helt rigtigt. Hvad mon jeg har drømt? Forsøger at granske sindet. Kan faktisk ikke huske noget som helst. Laver mig en smoothie. Bliver sur på den - den blender ikke hurtigt nok og i øvrigt smager den slet ikke som forventet. Hvad i alverden er der galt her?

Det 'stikker lidt'. I solar plexus. Helt ærligt, så ved jeg godt hvad der er galt! Det er kærestesorg. En forunderlig størrelse, som jeg på fin og ærlig vis har arbejdet med i den seneste tid. Det er lykkes for mig, at 'parkere' sorgen i lyset af indseelser, aha-oplevelser og kynisk logik. Men så her, lørdag formiddag får den sneget sig ind på mig. F*@! logik, kolde facts, 'det-er-jo-også-bedre-sådan-tanker' og ALT hvad der ellers kan stabiliserer mig til hverdag. Faktum er, at jeg føler mig forladt. Af både et menneske - men også af min egen rygrad og tro på, at alting selvfølgelig bliver som det skal. Brygger lige en kop kaffe....

Får lyst til at downloade Tinder.... Paradoksalt nok. For jeg har ikke lyst til at møde en ny mand. Intet i mit center har lyst til at åbne sig - jeg har bare lyst til at blive hel igen. Men det er som, at være på afvænning. Man dufter lige til røgen fra den kvittede cigaret (læs: ser på billeder af mænd). Men man har bare ikke sådan RIGTIG lyst. Og selvom lysten udebliver, så er der stadig et mærkeligt udækket behov som giver anledning til megen frustration. For jeg ønsker jo bare, at det bliver dækket af ham. Ham som ikke kan eller vil. Det er også paradoksalt.

To gange jeg har engageret mig, og jeg har ikke været i tvivl om, at de her mennesker stod mig sjæleligt meget nært. Det har virket fuldstændig naturligt og jeg har altid fundet utroligt meget 'hjem'. Så hvad gør man, når 'hjem' sætter dig for døren og ikke længere vil have dig med på rejsen?

Jeg arbejder med perspektiv, at acceptere tingenes tilstand, tudeture, kolde bade, selvindsigt, motion, heste - og som før nævnt kynisk logik. Og lidt med vrede. Det hjælper altså at blive vred istedet for at opføre sig som et såret-i-vejkanten-dyr, der desperat hyler på support. Og jeg tror på, at alle følelser er legitime. Men man skal også tillade sig selv at følge dem til dørs, så oplevelsen ikke blive forbliver et traume - men en læring.

Jeg beslutter mig i skrivende stund for, at fortsat heppe på kærligheden og at tro på, at ikke kun tiden men også dit arbejde med dig selv, heler alle sår.