Opslag

Viser opslag fra juli, 2020

Kæreste eller begæreste?

Jeg er 28 år gammel - snart 29.  Og jeg har aldrig haft en kæreste. Og jeg har aldrig været nogens kæreste. Altså som i  "at man teamer op med et menneske, for at elske ubetinget og have det menneske kærest, for selv at modtage et rum at blive elsket og kæret for, i. Selvvalgt. Og udfra et sammensurium af sjælelig, menneskelig følelse af samhørighed. Et partnerskab hvor man uselvisk har hinandens ryg og hvor loyalitet er en selvfølge" ... Men jeg har da haft nogle forhold.. Og til de "ekser" der måtte læse med her - so I am sorry - men det var jo ikke sådan her vi havde det! 🔝Og det er helt ok! Til alle tider har jeg fundet det akavet, når folk bare kaldte sig kærester og dyrkede forholdet platonisk.  Kender I det, når en man kender refererer til 'så var jeg engang kæreste med en der hed Peter '. (eller hvad fanden han hed). "En der hed Peter. . ." hvor ligegyldig en reference har man lov til at lyde som, på nogens tidslinje.  Når mennesker blive

Se dig for! Når du vælger arbejdsplads.

Blot nogle tanker om ansættelsesforhold. Om en lektie jeg endelig har lært. Lige i tide til, at jeg checker ud af den branche jeg har lært den i. Men ikke for sent til at advare andre, om værdien af at være lidt på vagt og ikke lade sig smigre ind i et ansættelsesforhold. Særligt i forhold til mellemleder/direktør el. lignende stillinger.  Mine seneste 2 ansættelser i restaurationsbranchen var med henblik på, at jeg skulle tilføre ekspertise og hjælpe forretningens ejere, til at opnå en driftsmæssig forbedring.  I begge forhold, sad jeg til samtaler hvor mine respektive, kommende overordnede på udbasunerende og meget lidt diplomatisk vis fremlagde  1. hvor mange og 2. hvor uduelige  mennesker, der ellers nok mente at de kunne bringe noget til bordet, de havde haft beskæftiget i perioder på 2-6 mdr. Og NU håbede de, at jeg blev den sidste og bedste. For alle kunne da ikke være så dumme.  Mit ret lidt vågne jeg, og på daværende tidspunkt stadigt primært drevet af mit ego , blev vækket m

Dødeligt forhold

Ja det lyder dramatisk. Det er det måske også. Det har ikke noget at gøre med en kæreste. Det har noget at gøre med vores forhold til døden.  I 2013 dragede jeg til Ghana. Jeg var blevet fortalt, at de havde et særligt forhold til det at sige farvel til deres kære. En særlig måde, at følge dem ind i efterlivet på. Med fokuseret sorg, fest, farver, dans, optog gennem byen - påskønnelse og fejring af det liv der var.  Jeg havde virkelig brug for, at skabe et forhold til døden. For dødsangsten (eller rettere sagt angsten for det ukendte) havde sit tag mig, i sådan en grad at jeg bedøvede mit sind. Ofte. Og der er mange måder at gøre det på. Men oplevelsen i Ghana var meget inspirerende og blev startskuddet til en udvikling, der for mig var mentalt livsnødvendig. Ghaneserne opførte sig nærmest frygtløst. Ikke uden sorg. Bare frygtløst. Og det tog såmen sit udgangspunkt i troen på Gud.  Jeg selv havde ikke en religion eller trosretning at læne mig op ad. Ingen omkring-mig-pulserende kultur

På den anden side

filtrer forlænger lektielæsningen jeg vil ikke studerer i livets skole  i evigheden jeg vil blive klog klog nok til Paradis lærer mine lektier send mig ikke retur hvis jeg når mine mål her er skønt men jeg tror at jeg ved at der findes skønnere

FACK mig, jeg har en dag!

Billede
Nogle gange synes jeg fandme at det er hårdt at være menneske. Eller sjæl i en menneskekrop.  Nogle dage forstår jeg godt hvor jeg skal hen. Og jeg forstår at holde eksistentielle spørgmsål på afstand. Nogle dage tror jeg endda at jeg har svarene på dem.  Den ene dag føler jeg mig hel og i zen. Andre dage leder jeg efter fokus og får paradoksalt nok lyst til at drukne mig i stimulanser der ikke bidrager til at holde det. Der er heldigvis langt fra lyst til handling. Og så er der ikke andet for, end at stå lortet igennem.  Og nu skal jeg fortælle hvorfor... .. Fordi løsningen på ensomheden er ikke at drukne sig i mænd, sex eller platoniske forhold. .. Fordi løsningen på tankemylder er ikke at ryge sig skæv eller drikke alkohol.  Løsningen er at holde sig til det man tror på, og netop vide at troen gør mig stærk. På dage hvor aha-følelsen, zen-mode og den der indre helse-mama ikke stod op sammen med mig. På de dage er det vigtigt stadig at bede bønnen, sige tak, acceptere sig selv og

Kom nu UD over de stepper! Løb, gå, dyrk sex, læs en bog, syng falsk - I dont care! Just do something - ELSE and more!

Billede
Jeg har netop lånt en bog på biblioteket. Den hedder 'At Leve Ædru'. Den er forfattet af AA-medlemmer.  Den henvender sig ikke kun til alkoholikere. Den henvender sig til alle, der ikke fører en sober livsstil.  Alle steder i bogen hvor alkohol eller spiritus står nævnt, kan man ligeså snildt bytte ordet ud med 'hash', 'weed' eller 'pot'. Eller en tredje substans man har gjort sig til slave af, bruger hver dag eller på tidspunkter der ligger uden for normalen! Skriveriet kommer naturligvis ind på, hvad pokker man skal gøre, for at udfylde det tomrum der selvfølgeligt opstår, når man ikke længere holder sig beskæftiget med at ryge eller drikke.  Totalt kliché-anordning - men klicheer eksisterer jo af en årsag og selvom det virker helt lavpraktisk og irriterende 'nemt', så virker det altså bare at: .... gå den fucking tur.... eller hvad man nu har lyst til. Personligt holder jeg beskæftiget mig med følgende: Løb - gud bedre det. Alle der kender mi