For 10 år siden røg jeg min første joint. For 10 dage siden, røg jeg min sidste.

For 10 år siden røg jeg min første joint. For 10 dage siden, røg jeg min sidste. 

Der har været få ophold undervejs. Enkelte måneder hvor jointen ikke var en del af min hverdag. Hvor hash, grønt eller græs ikke fungerede som min safe-zone. Senest i 2018, hvor jeg i hele 8 måneder var fuldstændig ren og upåvirket. I den periode opnåede jeg en forståelse - eller rettere uforståelse - af hvordan i alverden jeg kunne leve med dagligt røgslør og alt hvad der fulgte med - eller igen rettere sagt ikke fulgte med.

Jeg oplevede en indre frihed, en åndelig forløsning, en klarhed som jeg havde fortrængt og en lyst til at være sund og ordenligt. Behandle mig selv med respekt. Jeg var chokeret over, at jeg nogensinde havde kunne prioritere anderledes end jeg gjorde nu. Jeg var forundret over, at jeg havde haft held til at skabe karriere og følge 3 uddannelser til dørs - alt imens jeg var stok forrøget.

Hvad fik mig overhovedet til at ryge? Jeg er ikke blevet hverken tabt eller kastet i gulvet som lille. Jeg kommer af en ressourcestærk familie. Jeg er umiddelbart opdraget til at være tro mod mig selv. Opdraget med, at jeg har potentiale. Min familie har aldrig undergravet mig, misbrugt mig, bragt mig i forlegenhed eller inspireret mig til at drikke eller ryge.
Aldrig har min mor eller far optrådt alkoholpåvirkede, de har aldrig røget - ikke i min livstid - og de har aldrig prædiket nogen form for regid anti-politik. De har blot været almindelige mennesker, med en ret sund holdning til, hvad man propper sig med og hvad man IKKE propper sig med. Udover kage. Men det er en anden snak og går i øvrigt nok!

Dermed ikke sagt, at vi er en problemfri familie som har gået urørt eller uprøvet igennem tilværelsen. Jeg siger bare, at rammerne for, at jeg skulle vokse op og blive afhængig af hverdags-bedøvelse ikke lå i kortene. Ikke de umiddelbare kort. Så hvor knækkede filmen?

Hvis vi holder fast i det med 'bedøvelsen' af sindet, har jeg efter længere tids gransken og selveftersyn efterhånden forstået, at jeg har forsøgt at lukke af. Nogle af mine første minder går på, at være udmærket eksponeret til nogle dimensioner af følelser og eksistens, som ikke lod til at være andres virkelighed. Dengang troede jeg, at jeg var skør. Idag ved jeg, at jeg har en fordel.
Men i mange mange år, ORKEDE jeg ikke folk og deres blindheder, manglende åndelighed og mellem/medmenneskelige forståelse. Regulær skolegang som folkeskole og gymnasiet var mig så drænende og uforståeligt konstrueret, at jeg søgte tilflugt i hvad jeg troede var et meditativt middel.

Jeg fortryder ikke noget. Fordi jeg har tilgivet mig selv. Men tilgivelse er ikke lig med nulstilling af tiden og en ny chance for at udnytte dit retro-spekt potentiale.
Hvis jeg fortsætter med at ryge nu, SÅ vil fortrydelsen indfinde sig. Og den følelse er ikke befordrende eller sund.

Hvad fik mig til at indse, at livet uden dagligt, ugentligt eller sporadisk indtag af det euforiserende middel cannabis er værd at mande sig op til, leve og udleve?


Med afsæt i min oplevelse af at være clean og fri i 2018 krydret med nogle personlige oplevelser i 2020 og en grundlæggende lyst til at stoppe resulterede i, at jeg har lagt det på hylden. Ønsket har været der i lang tid. Modet er nyligt tilkommet og bruddet med et menneske, som jeg elsker helt fundamentalt og uforbeholdent, blev katalysatoren til mit misbrugs endeligt. Her imellem har der været mange tanker og indseelser. Jeg vil prøve at liste dem - de er ikke nødvendigvis nævnt i kronologisk orden. Og der er flere.

• Jeg møder de samme udfordringer, særligt på mine arbejdspladser, på trods af at jeg arbejder med mig selv, ser indad og forsøger at vælge mig bedre for. Dette kommer ned til; at hvordan kan man lære, hvis man ikke kan huske sine lektier. Og man kan ikke huske en skid, når man ryger så ofte.
• Min fysiske sundhed. Mit hjerte er min bedste ven. Det burde faktisk sige sig selv. Jeg fandt mod til at studere følgerne af cannabis-rygning. Øv! Jeg har sagt undskyld til min krop, tilgivet mig selv for min dumhed og aflagt løfte om, at jeg aldrig vil misbruge mit vigtige værktøj - kroppen - igen. Jeg har tilmed en meget aktiv interesse i hestesport og træning af fuldblodsheste. Det kræver bare mere ilt til blodet. Og rygning er IKKE ilt til blodet. Her handlede det om prioritering. Vil jeg ride stærkt og sikkert - og muligvis blive gammel uden følgesygdomme. Eller vil jeg bare lige overleve rideturerne og risikere hjerte-kar-sygdomme, blodpropper, KOL, kræft mv.?
• Min mentale sundhed. Jeg finder mig selv langt mere stabil i mit emotionelle -og intellektuelle center. Det tog kun nogle dage, før jeg fik styr på tankemylder og sågar fik arkiveret nogle minder, traumer og hændelser rigtigt - endelig. For nogle af dem går år tilbage. Jeg har ikke længere oplevelsen af, at være i mine følelsers vold. Mood-swings er så godt som elimineret og min logiske sans er forstærket. Min grundessens, som er LYKKELIG, er tilbage. 
• At blive alene. For nyligt brød jeg med et menneske, som jeg har helt utroligt kært. Og på trods af, at jeg føler os fuldstændigt sjæleligt forbundet, er der nogle jordiske og menneskelige mekanismer/udfordringer, som umuliggjorde at fortsætte. Jeg kan kun tale på egne vegne. Sorgen var stor. Men i bedøvelsens rus blev den kun endnu større. For én gang skyld kunne jeg ikke ryge det væk. Jeg forstod, at jeg måtte blive clean for at gennemarbejde, forstå og acceptere tingenes tilstand - helt ind i hjertet. Ikke bare på overfladen. For er der noget euforiserende stoffer er mester i, er det at holde os på overfladen. Intet stikker særligt dybt. Samtidig forstod jeg også, at jeg pludselig var bange for alenetiden. Og specielt uden røg. Men alenetid er en stor del af vores liv. Jeg vil ikke kunne fortsætte med at ryge den væk. Så hellere komme ansigt til ansigt med denne frygt. 
• Familie - den jeg kommer af og den jeg gerne vil skabe. 
• Den familie jeg kommer af: Af respekt for min familie og det kan vi være for hinanden, stopper jeg med at ryge. Jeg skylder dem alt. Nærvær og kærlighed. Og at behandle mig selv bedst muligt. Min mama har ikke båret mig i 9 måneder og holdt mig ud og oppe altid, for at jeg fortsat kunne smadre mig selv og ende med at blive syg af det. Både mentalt og fysisk. 
• Den familie jeg gerne vil skabe: Før mit forhold sluttede, var der en stor tro på, at vi skulle stifte familie. Alene at få lysten, gav mig også lysten til at blive hel igen. For jeg har trods alt, aldrig forestillet mig at være en cannabisrygende mama, der havde overset vigtige elementer i min selvudvikling, som kunne blive katastrofale ifb. med børneopdragelse. Og rygning øger vidst ikke fertiliteten. Og skulle man blive gravid på trods, har man ikke skabt de mest gunstige forhold for det lille menneske. Og man tiltrækker vel hvad man er. Den her ordentlige, røgfrie fuldtidsmand finder mig aldrig, hvis jeg bliver ved med at stikke af fra at være en ordentlig, røgfri fuldtidskvinde. 

Jeg kommer til at opdatere dette indlæg. Det er tungt emne og jeg vil meget gerne indbyde til debat, videns- og erfaringsdeling. For jeg er ikke alene i kampen mod misbruget. Særligt cannabismisbrug, som er så let at fungere på til hverdag. I skal bare vide - INGEN fungerer OPTIMALT eller efter bedste evne i dette. Det er en illusion. Og det vil jeg vende tilbage til. På gen-læs!