Er der nogen du har glemt at sige tak til?

Forleden sagde jeg tak til en gammel veninde, som jeg ikke havde set i 10+ år. 

Fordi for 15 år siden havde vi en samtale på mediet MSN. Jeg husker ikke hvad samtalen gik på. Men jeg husker, at jeg havde en frustration. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor?!

Helt roligt og fint skrev hun bare... "måske er det fordi du er lidt ego..."

Helt ærligt, den læresætning har fulgt mig lige siden. Jeg husker den fordi den rystede mig i min grundvold. MIG? Egoistisk? På den ufede måde? Virkelig? 

Mange gange siden har jeg sendt hende en kærlig tanke, hvis jeg i en situation liiiige skulle vurdere om jeg var fór egoistisk, ikke egoistisk nok og om dét havde nogen indflydelse på min pågældende situation.

I ånden takker jeg min seneste romantiske relation, for at kick-starte en tiltrængt udvikling og i samme åndedrag for at inspirere mig til at genfinde min indre bad gal. 

En generel tak og skud ud til alle de udfordringer der kommer min vej. Set i retrospekt, så har mange af dem fællesnævnere og jeg ved, at de blot er til for at jeg skal lære! Lære, lære, lære.  

Husk blot at sig tak for maden, dit åndedrag, den ny dag, den dag der gik, dine successer og dine udfordringer. Det er go' stil. Og siger du tak til andre - hvor hvad end de må have budt dig, så er du med til at støbe den energi der skal til for at redde verden. Den nænsomme, empatiske energi. 

(Og skulle der være et enkelt lavvibrations-asshole der sidder og læser med her og får krampe i hjernen over alt det hippie-lort - så TAK til dig også. For at tilføje læsertal og opmærksomhed til min blog! TAK fordi du med garanti sætter nogen på kanten med dine facetter og minder nogle om, hvorfor det er så vigtigt netop at søge de højere vibrationer)