Den Indre Debat

Forleden sad jeg i selskab med et par voksne mennesker. Sådan rigtigt voksne... Vel 40-50 år gamle med voksenjobs og voksenliv. Den ene var gift med en tidligere alkoholiker og fattede umiddelbar forståelse for undertegnedes situation. (For dem der ikke har fulgt med: jeg er stoppet med at ryge joints efter 10 år).  Nå - men de havde et par spørgsmål til mit forløb med og uden weed. Samtalen kører og jeg hører mig selv sige: "I skal ikke være urolige for, at jeg falder tilbage eller i, igen. Der er ingen vej tilbage for mig. Jeg har røget det jeg skal, og har ikke brug for den her 'medicin' mere." Hertil lyder svaret: " Nå jo, men man skal jo aldrig sige aldrig. Du ved sgu' ikke om du om 10 år får lyst til lige at ryge en lille fed ".  Jeg tror ikke, at jeg hørte rigtigt! Jeg måtte bide mig selv i tungen, for ikke at udbryde " Undskyld mig!? Jeg tror ikke jeg hørte dig?! Siger du også det til din ægtefælle derhjemme omkring gin'tonics eller baje

Det her handler ikke om politik . Det handler om at modtage feedback. Og tage den til enten efterretning - eller lade det gå ind af det ene øre, og ud af det andet. Med afsæt i arbejdslivet. Men også i din hverdag.  For meget skal man høre til. Og meget kritik skal vi ta'. Feedback på vores gøren og laden, indsats eller mangel på samme, udseende, væremåde og alt derimellem. I brogede arbejdsmiljøer som restaurationsbranchen kan man i høj grad chance at tage ved lære fra de værste - og er man heldig, fra de bedste! Men uanset branche og uanset privatliv - så er det vigtigt at skelne imellem hvem, og af hvilken karakter vedkommende er, som tillader sig at give dig feedback. Jeg har mødt en sjæl eller 2 - inklusiv mig selv - som nærmest kan ligge søvnløs over et rap over nallerne eller en omgang skæld ud. Men hør lige engang,  Det kan godt være 'præsidenten skælder dig ud' - men er det en Trump eller en Obama? Hvis det et narcissistisk narhoved - så sov trygt. Vid at det ikk