Indlæg

Så giv mig dog en udløsning!

Nogle vil måske mene at jeg er frygtelig sparet... når nu jeg skal til at forklare, hvad mit livs udfordring består i.  Kampen for et uafhængigt dopamincenter - er det sværeste jeg har prøvet i mit liv. Jeg har aldrig haft andre projekter som krævede så meget rygrad og disciplin , som dette.  Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Rejsen ud af røgsløret blev nemt kickstartet af nogle bestemte faktorer og oplevelser. Vi kender det alle sammen.. friske ud af motivationskatapulten - med fart på og masser af gode ideer til hvad, hvordan og hvorledes! Så rammer hverdagen. Og virkeligheden. Og det lange, seje træk! Og det er overhovedet ikke sjovt. Slet ikke. Langt fra. Fy for den lede. Et begreb som at "bide i puden eller i gulvtæppet" er blevet virkeliggjort utallige gange over de seneste par måneder, her i det lille hjem! Har købt nyt betræk.... Jeg har sat masser af ting istedet for det at ryge weed. Og istedet for at have sex.. åbenbart ( Fucking borring )! Men fede t

Jeg er fucking guld!

... måske er det ikke hans væsen jeg mangler og begræder at undvære ...  ... hvorfor frustrationen trækker sådan ud? Når jeg godt kan forstå hvorfor det ikke skal være... ? ... Jeg tror simpelthen, at den fact at et menneske ikke havde lyst til at være der for mig i hårde tider, ikke tændte på mig når jeg var såbar og når jeg ikke slog til ... det chokerede mig i sådan en grad, at jeg stadig ikke begriber det. Jeg tror sgu' bare det er dét, der stadig ringer for mine ører.  ... og jeg kommer til at tænke på om: - jeg ikke værd at holde om og holde af når jeg har ondt? Er jeg kun sexet når jeg er på toppen? Lægger jeg selv op til alt muligt, som jeg ikke lever op til i længden? Er jeg slet ikke ligeså cool som jeg tror?  ... eller har jeg bare været uheldig? Og hvad så hvis man ikke tror på 'uheld'? Hvor går man så hen med frustrationen og smerten - apropos (tidligere indlæg) det der med karma? Hvordan kan man så gøre sig 'ufortjent' til ens troubles ? For jeg har ik

Når flammen ønskes slukket!

  Et brud med en twin-flame, er ikke for sarte sjæle. Og jeg tror egentlig, at jeg er en lidt sart sjæl.  Jeg vil så gerne tro på kærligheden, men jo flere historier jeg hører om brud og opbrud, selv i forhold som har varet i laaange tider, jo mere mister jeg troen på at kærlighed er noget for mig.  Helt ærligt, så larmer mit sind. Den ene time begræder jeg at min twin-flame-flamme ikke er ved min side. Den anden time forløses jeg ved tanken om, at der bedst sådan - for så slipper jeg for at miste ham igen.  Det ene øjeblik længes jeg så inderligt efter at blive holdt om og af, at have et andet væsen i ryggen som elsker mig ubetinget. Det andet øjeblik husker jeg, at ubetinget aldrig var en del af ligningen.  På én måde sørger jeg over alt det som aldrig blev. På en anden måde frydes jeg over, at alt det gode som aldrig blev, ikke skal blive til fantastiske minder. Som på trods af at være fantastiske, vil gøre ondt på en sart sjæl at mindes. En sjæl som har sluttet fred med 'død

Jeg tror ikke, at jeg hørte rigtigt?

Forleden sad jeg i selskab med et par voksne mennesker. Sådan rigtigt voksne... Vel 40-50 år gamle med voksenjobs og voksenliv. Den ene var gift med en tidligere alkoholiker og fattede umiddelbar forståelse for undertegnedes situation. (For dem der ikke har fulgt med: jeg er stoppet med at ryge joints efter 10 år).  Nå - men de havde et par spørgsmål til mit forløb med og uden weed. Samtalen kører og jeg hører mig selv sige: "I skal ikke være urolige for, at jeg falder tilbage eller i, igen. Der er ingen vej tilbage for mig. Jeg har røget det jeg skal, og har ikke brug for den her 'medicin' mere." Hertil lyder svaret: " Nå jo, men man skal jo aldrig sige aldrig. Du ved sgu' ikke om du om 10 år får lyst til lige at ryge en lille fed ".  Jeg tror ikke, at jeg hørte rigtigt! Jeg måtte bide mig selv i tungen, for ikke at udbryde " Undskyld mig!? Jeg tror ikke jeg hørte dig?! Siger du også det til din ægtefælle derhjemme omkring gin'tonics eller baje

Obama eller Trump?

Det her handler ikke om politik . Det handler om at modtage feedback. Og tage den til enten efterretning - eller lade det gå ind af det ene øre, og ud af det andet. Med afsæt i arbejdslivet. Men også i din hverdag.  For meget skal man høre til. Og meget kritik skal vi ta'. Feedback på vores gøren og laden, indsats eller mangel på samme, udseende, væremåde og alt derimellem. I brogede arbejdsmiljøer som restaurationsbranchen kan man i høj grad chance at tage ved lære fra de værste - og er man heldig, fra de bedste! Men uanset branche og uanset privatliv - så er det vigtigt at skelne imellem hvem, og af hvilken karakter vedkommende er, som tillader sig at give dig feedback. Jeg har mødt en sjæl eller 2 - inklusiv mig selv - som nærmest kan ligge søvnløs over et rap over nallerne eller en omgang skæld ud. Men hør lige engang,  Det kan godt være 'præsidenten skælder dig ud' - men er det en Trump eller en Obama? Hvis det et narcissistisk narhoved - så sov trygt. Vid at det ikk

Kæreste eller begæreste?

Jeg er 28 år gammel - snart 29.  Og jeg har aldrig haft en kæreste. Og jeg har aldrig været nogens kæreste. Altså som i  "at man teamer op med et menneske, for at elske ubetinget og have det menneske kærest, for selv at modtage et rum at blive elsket og kæret for, i. Selvvalgt. Og udfra et sammensurium af sjælelig, menneskelig følelse af samhørighed. Et partnerskab hvor man uselvisk har hinandens ryg og hvor loyalitet er en selvfølge" ... Men jeg har da haft nogle forhold.. Og til de "ekser" der måtte læse med her - so I am sorry - men det var jo ikke sådan her vi havde det! 🔝Og det er helt ok! Til alle tider har jeg fundet det akavet, når folk bare kaldte sig kærester og dyrkede forholdet platonisk.  Kender I det, når en man kender refererer til 'så var jeg engang kæreste med en der hed Peter '. (eller hvad fanden han hed). "En der hed Peter. . ." hvor ligegyldig en reference har man lov til at lyde som, på nogens tidslinje.  Når mennesker blive

Se dig for! Når du vælger arbejdsplads.

Blot nogle tanker om ansættelsesforhold. Om en lektie jeg endelig har lært. Lige i tide til, at jeg checker ud af den branche jeg har lært den i. Men ikke for sent til at advare andre, om værdien af at være lidt på vagt og ikke lade sig smigre ind i et ansættelsesforhold. Særligt i forhold til mellemleder/direktør el. lignende stillinger.  Mine seneste 2 ansættelser i restaurationsbranchen var med henblik på, at jeg skulle tilføre ekspertise og hjælpe forretningens ejere, til at opnå en driftsmæssig forbedring.  I begge forhold, sad jeg til samtaler hvor mine respektive, kommende overordnede på udbasunerende og meget lidt diplomatisk vis fremlagde  1. hvor mange og 2. hvor uduelige  mennesker, der ellers nok mente at de kunne bringe noget til bordet, de havde haft beskæftiget i perioder på 2-6 mdr. Og NU håbede de, at jeg blev den sidste og bedste. For alle kunne da ikke være så dumme.  Mit ret lidt vågne jeg, og på daværende tidspunkt stadigt primært drevet af mit ego , blev vækket m