Indlæg

Jeg vinder stadig - kampen om et uafhængigt sind

Min kamp for personlig uafhængighed startede for alvor i 2020.  Tilløbet havde været langt. Ønskerne om forandring var sporadiske og efterlod efterhånden mig i en ambivalent tilværelse.  En række af "tilfældigheder" om man vil, ledte til at jeg endelig tog springet ud i forandringen.  En forandring som endte med, at blive til et liv i absolut åndelig frihed.  For et par måneder siden, synes jeg at jeg havde vundet kampen. Idag vinder jeg stadig.  Med hårdt arbejde kommer held. Jeg er ikke kommet sovende til mit resultat, men søvn har været en vigtig faktor.  Jeg har ikke dovnet den, men jeg har husket at slappe af.  Jeg har ikke spildt nogle tårer, men tudet hvis det skulle til. Jeg har været mit eget indre plejebarn.  Jeg er troende, men skulle finde min vej udenom kirken.   Årene er gået med at skabe nye tankestrømme, nye motor- og indfaldsveje i hjernen. Et vejnet der skal plejes til evig tid. Selvom nogle af de nye stier er grundigt asfalterede, så ved jeg godt at grunden

Arenaer og 'safe spaces' i opbrud

Det hele kører... og lige pludselig gør det ikke. Én ulykke kommer sjældent alene. Men det samme gælder for succeser. Så hvad er fælles for de her plusser og minusser? Det er tankens kraft og dit perspektiv. Da 2020 stod for døren, var jeg sikker på at det blev vores alle sammens år! Men jeg havde ikke forventet at det blev igennem modstand i den grad, vi på verdensplan har oplevet det. Af velsignelser i forklædning, har 2020 bragt/budt mig: - farvel til den branche jeg har dedikeret mig til igennem 12 år - farvel til en veninde, med hvem jeg havde et godt venskab og 2 heste - farvel til min fuldtidsflirt - jeg var tæt på at miste min bolig og dermed min ypperste base - farvel til et 10 år langt forbrug og misbrug af weed Fælles for ovenstående er, at de alle sammen var mine safe spaces . På godt og på ondt. - branchen kender jeg. Det er nemt for mig at blive i denne jobtype, fordi det hele ligger på rygraden. Men hvorfor siger jeg så farvel? Netop fordi det er så nemt -

Et års fri - det vil man da gerne ha'

 Ja hvem der bare kunne holde fri i et helt år. Fri fra hvad end der trænger til, at blive sat rigtigt på pause.  For to år siden, kastede jeg mig ud i kampen om for et røgfrit sind, et fornyet sind og en forbedret tilværelse. Det kom jeg rigtig langt med. Jeg var 100% røgfri i 10 mdr.  Og så sprang banjostrengen til den jam, der ellers havde en rimelig rytme - afholdenheden.  Selvom jeg igen smagte på, hvad det var jeg forsøgte at lægge fra mig, var det alligevel en fornyet udgave af mig som igen indtog et par joints. Heldigvis. Der var et nyt udgangspunkt der ikke tillod de gamle vaner, mønstre og årsager at ravagere.  Fra det nye udgangspunkt skulle det vise sig, at der var langt tilbage til de gamle vaner og gamle luner. Den lille pot-devil sidder ikke længere og hvisker i øret igennem en hel dag. Jeg er glad og tilfreds ved tanken om at gå til ro uden at være basket.  Jeg har nået at smage på alt lækkerheden ved at være røgfri. Jeg har nået at prøve kræfter med de der "kun en

Jeg vandt

 Det er juli måned. Året er 2021. Det er godt et år siden, at jeg vendte mig selv på vrangen på de sociale medier og lancerede min personlige kampagne "Kampen mod cannabis", som viste sig at blive kampen mod alverdens stimulanser og afhængigheder. ( Læs med fra begyndelsen her ) Jeg gik online i et sammensurium af ensomhed, en enorm passion for at få andre med på rejsen og for at holde mig selv op på mit mål. Og jeg ved ikke om det blev en dyr omgang. Men 6 måneder inde i projektet, måtte jeg i hvert fald trække stikket for ikke at udstille mig selv yderligere. For der - midt i processen - blev det alligevel lige sårbart nok at blogge i realtid. Og nu - yderligere 6 måneder efter, har jeg rundet milepælen.  Jeg f****** vandt kampen . Og jeg har genvundet modet, fodfæstet og besindelsen - og dermed muligheden for at følge processen tekstuelt til dørs. Stadig med passionen om, at få andre med på vognen. Jeg har vundet mit overskud, min frihed og det gode liv. Jeg fucking vandt!

Så giv mig dog en udløsning!

Nogle vil måske mene at jeg er frygtelig sparet... når nu jeg skal til at forklare, hvad mit livs udfordring består i.  Kampen for et uafhængigt dopamincenter - er det sværeste jeg har prøvet i mit liv. Jeg har aldrig haft andre projekter som krævede så meget rygrad og disciplin , som dette.  Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Rejsen ud af røgsløret blev nemt kickstartet af nogle bestemte faktorer og oplevelser. Vi kender det alle sammen.. friske ud af motivationskatapulten - med fart på og masser af gode ideer til hvad, hvordan og hvorledes! Så rammer hverdagen. Og virkeligheden. Og det lange, seje træk! Og det er overhovedet ikke sjovt. Slet ikke. Langt fra. Fy for den lede. Et begreb som at "bide i puden eller i gulvtæppet" er blevet virkeliggjort utallige gange over de seneste par måneder, her i det lille hjem! Har købt nyt betræk.... Jeg har sat masser af ting istedet for det at ryge weed. Og istedet for at have sex.. åbenbart ( Fucking borring )! Men fede t

Jeg er fucking guld!

... måske er det ikke hans væsen jeg mangler og begræder at undvære ...  ... hvorfor frustrationen trækker sådan ud? Når jeg godt kan forstå hvorfor det ikke skal være... ? ... Jeg tror simpelthen, at den fact at et menneske ikke havde lyst til at være der for mig i hårde tider, ikke tændte på mig når jeg var såbar og når jeg ikke slog til ... det chokerede mig i sådan en grad, at jeg stadig ikke begriber det. Jeg tror sgu' bare det er dét, der stadig ringer for mine ører.  ... og jeg kommer til at tænke på om: - jeg ikke værd at holde om og holde af når jeg har ondt? Er jeg kun sexet når jeg er på toppen? Lægger jeg selv op til alt muligt, som jeg ikke lever op til i længden? Er jeg slet ikke ligeså cool som jeg tror?  ... eller har jeg bare været uheldig? Og hvad så hvis man ikke tror på 'uheld'? Hvor går man så hen med frustrationen og smerten - apropos (tidligere indlæg) det der med karma? Hvordan kan man så gøre sig 'ufortjent' til ens troubles ? For jeg har ik

Når flammen ønskes slukket!

  Et brud med en twin-flame, er ikke for sarte sjæle. Og jeg tror egentlig, at jeg er en lidt sart sjæl.  Jeg vil så gerne tro på kærligheden, men jo flere historier jeg hører om brud og opbrud, selv i forhold som har varet i laaange tider, jo mere mister jeg troen på at kærlighed er noget for mig.  Helt ærligt, så larmer mit sind. Den ene time begræder jeg at min twin-flame-flamme ikke er ved min side. Den anden time forløses jeg ved tanken om, at der bedst sådan - for så slipper jeg for at miste ham igen.  Det ene øjeblik længes jeg så inderligt efter at blive holdt om og af, at have et andet væsen i ryggen som elsker mig ubetinget. Det andet øjeblik husker jeg, at ubetinget aldrig var en del af ligningen.  På én måde sørger jeg over alt det som aldrig blev. På en anden måde frydes jeg over, at alt det gode som aldrig blev, ikke skal blive til fantastiske minder. Som på trods af at være fantastiske, vil gøre ondt på en sart sjæl at mindes. En sjæl som har sluttet fred med 'død