Når selvudvikling bliver selvafvikling

Da jeg var yngre, gik det op for mig at hvis jeg arbejdede med mig selv og levede op til det ansvar, jeg bestemt mener at vi har som mennesker i forhold til os selv og andre - så gik det hele meget nemmere. Jeg fandt en ydmyghed i mig, som blev banebrydende for min selvopfattelse og opfattelse af verden.

Jeg har altid lært, at se indad førend jeg parkerer årsagen til virkning hos andre individer.
Hvad er min rolle i det her? Hvordan kan jeg blive bedre? Hvordan kan jeg indrette mit perspektiv bedre? Hvordan virker jeg på andre mennesker? Hvad er mit ansvar i dette her? Er jeg ydmyg nok?
Jeg ved jo, at jeg skaber alt hvad jeg opfatter. Det er alene mit ansvar, hvordan jeg vil forstå og føle en situation.

Ja ja, jojo. Nu er det bare sådan, at du sagtens kan styre hvordan du vil opfatte en situation af hensyn til dig selv. Man skal vælge sine kampe - og egentlig også sine traumer. Men derfor er mennesker og deres opførsel altså stadigvæk virkelig og folk kan sagtens være nogle assholes. Det er ikke altid din egen skyld! Det vil eddermame' gerne gøre op med! 
Et helt særligt menneske har lært mig at pege fingre. Og under løftet om alt med måde, kan jeg garantere for, at det er sundt!

Det gik op for mig, at jeg idag næsten ikke er i stand til at sætte foden ned. Fordi jeg lever med 'sandheden' om, at alt kommer ned til (mit eget) perspektiv, tilgivelser på forhånd, ustoppeligt selvransagelse hver gang jeg støder på en udfordring og jeg får lyst til at tilføje 'blah blah blah'..... 

Jeg har igennem selvstudie og udvikling efterhånden fået pillet så mange lag af mig selv, at jeg har svært ved ikke at tage skylden på mig, sige fra og sågar bide fra mig. Men det SKAL man simpelthen kunne.

Bare fordi din indre verden er åndelig, spirituel og 'alle skal være her'-agtig, så betyder det ikke, at din ydre verden har samme opfattelse. Hverken af sig selv eller af dig. Og alle handler på baggrund af deres indre kompas. Også selvom det er itu.

Næstekærlighed, selvrespekt, respekt for mennesker og deres individuelle rejse, udvikling og ståsted etc. behøver ikke at blive undergravet af din absolutte ret til at sige fra.

Jeg udfordrer dig hermed til faktisk at dømme nogen 'ude', kalde en idiot for en idiot - peg du bare en finger for engang skyld. Du er sgu' ikke skyld i alt, du kan ikke stå inde for andres opførsel, du er ikke en engel der skal rumme, acceptere og tilgive i ét væk - du er et menneske! Ikke bare et menneske - men et menneske. Og JO du har selv ansvaret for, om dine oplevelser skal traumatisere dig og et ansvar for dine intentioner rettet mod andre individer. Men det er fællesnævneren for os alle. Du står ikke alene med dét!