Dødeligt forhold

Ja det lyder dramatisk. Det er det måske også. Det har ikke noget at gøre med en kæreste. Det har noget at gøre med vores forhold til døden. 

I 2013 dragede jeg til Ghana. Jeg var blevet fortalt, at de havde et særligt forhold til det at sige farvel til deres kære. En særlig måde, at følge dem ind i efterlivet på. Med fokuseret sorg, fest, farver, dans, optog gennem byen - påskønnelse og fejring af det liv der var. 

Jeg havde virkelig brug for, at skabe et forhold til døden. For dødsangsten (eller rettere sagt angsten for det ukendte) havde sit tag mig, i sådan en grad at jeg bedøvede mit sind. Ofte.

Og der er mange måder at gøre det på. Men oplevelsen i Ghana var meget inspirerende og blev startskuddet til en udvikling, der for mig var mentalt livsnødvendig.

Ghaneserne opførte sig nærmest frygtløst. Ikke uden sorg. Bare frygtløst. Og det tog såmen sit udgangspunkt i troen på Gud. 

Jeg selv havde ikke en religion eller trosretning at læne mig op ad. Ingen omkring-mig-pulserende kultur der skabte plads eller frirum til at tale om døden- som noget naturligt. Jeg kendte kun døden som noget mørkt, melankolsk, sorgfuldt, krisepræget, forfærdeligt nærmest unaturligt. Det var umuligt for mig at sætte den i relief. Suget i maven, ubehaget og præ-sorgen over at komme til at forestille sig, at miste en nær og kær var ubærlig. 

Det er den stadig - men nu kun set i lyset af, at jeg kan risikere at skulle undvære nogle sjæle som jeg værdsætter og elsker utroligt inderligt. Tanken skræmmer mig ikke på deres vegne - for jeg VED, at der et efterliv. Jeg VED at vores enkeltstående, korte liv ikke står alene. Jeg VED at der lys og Guddom i livet mellem inkarnationer. Jeg VED at der er en mening med det hele. 

(Og blot fordi du VED, at der ikke er det, så tager det ikke noget fra mig. Jeg håber heller ikke, at min sandhed frarøver dig noget). 

Jeg bekender mig ikke til én religion. Kald mig for bi-religispiritual. Jeg er på en evig uddannelsesrejse i livet og forståelse deraf. Sandheden findes mange steder, i meget litteratur, i megen kultur og i alle verdensdele. Fælles for det hele er, at når du tror (at du ved) så vil du opleve en lettelse, frihed, et mod og en styrke. Til at leve og acceptere alt hvad der følger med. Udfordringer såvel som enden på 'turen'. 

Jeg har valgt at sætte min lid til overstyret, til gengæld for at slippe frygten, utrygheden og angsten for bla. døden. Og i nogen grad for at miste. Det er en frihed på højt plan, en gave som det har taget mig en årrække at forstå at jeg har fået - og at anvende. 

Det har givet mig ro i hjertet, sindet og i mit sjælelegeme. Mental plads til at spekulere på så mange andre ting.