Jeg er fucking guld!

... måske er det ikke hans væsen jeg mangler og begræder at undvære ... 

... hvorfor frustrationen trækker sådan ud? Når jeg godt kan forstå hvorfor det ikke skal være... ?

... Jeg tror simpelthen, at den fact at et menneske ikke havde lyst til at være der for mig i hårde tider, ikke tændte på mig når jeg var såbar og når jeg ikke slog til ... det chokerede mig i sådan en grad, at jeg stadig ikke begriber det. Jeg tror sgu' bare det er dét, der stadig ringer for mine ører. 

... og jeg kommer til at tænke på om:

- jeg ikke værd at holde om og holde af når jeg har ondt? Er jeg kun sexet når jeg er på toppen? Lægger jeg selv op til alt muligt, som jeg ikke lever op til i længden? Er jeg slet ikke ligeså cool som jeg tror? 

... eller har jeg bare været uheldig? Og hvad så hvis man ikke tror på 'uheld'? Hvor går man så hen med frustrationen og smerten - apropos (tidligere indlæg) det der med karma? Hvordan kan man så gøre sig 'ufortjent' til ens troubles? For jeg har ikke lyst til at 'vide', at jeg har gjort mig fortjent til den ensomhed, som jeg synes er min mest faste makker pt.

Jeg drømmer ikke længere om kærligheden. Men hvis min, mod alle forventninger, kommende mand læser med, hvem end du er - så skal du bare vide, 

- Trods alt, så ved jeg, at jeg er fucking guld! Du vil være stolt af at have mig ved din side. Du vil føle dig friere end nogensinde, fordi jeg er alt andet end lænker. Og du har min ryg fordi du ved, at jeg har din. Modgang er ikke noget du finder dig i, fordi den vil aldrig være rettet mod dig. Det er noget du står mig bi, fordi det er det vi kan for hinanden. Alt kan være nemmere, når man er to.