Når flammen ønskes slukket!

 

Et brud med en twin-flame, er ikke for sarte sjæle. Og jeg tror egentlig, at jeg er en lidt sart sjæl. 

Jeg vil så gerne tro på kærligheden, men jo flere historier jeg hører om brud og opbrud, selv i forhold som har varet i laaange tider, jo mere mister jeg troen på at kærlighed er noget for mig. 

Helt ærligt, så larmer mit sind. Den ene time begræder jeg at min twin-flame-flamme ikke er ved min side. Den anden time forløses jeg ved tanken om, at der bedst sådan - for så slipper jeg for at miste ham igen. 

Det ene øjeblik længes jeg så inderligt efter at blive holdt om og af, at have et andet væsen i ryggen som elsker mig ubetinget. Det andet øjeblik husker jeg, at ubetinget aldrig var en del af ligningen. 

På én måde sørger jeg over alt det som aldrig blev. På en anden måde frydes jeg over, at alt det gode som aldrig blev, ikke skal blive til fantastiske minder. Som på trods af at være fantastiske, vil gøre ondt på en sart sjæl at mindes. En sjæl som har sluttet fred med 'døden' og enden på alverdens. Troede hun. 

Indtil jeg mødte hans væsen og forelskede mig i hans kerne, så fungerede logikken stadigvæk. Med logik og et lukket hjerte summede jeg ind og ud af løse forhold som ikke rigtigt berørte mig. Det generede mig faktisk, hvis min partner havde større følelser end jeg og elskede mig, når jeg ikke elskede igen. 

Og nu er jeg bange for, at jeg er den partner jeg ikke selv kunne udstå. At jeg har bildt mig ind, at han er mit sjælelige modstykke OG sidestykke. Og at JEG er den klistrede eksistens, som ved Gud bare ikke kan give ordentligt slip. Er det bare et spørgsmål om tid? Hvordan fanden kan man vide hvad der er op og ned. 

For der er kun 2 muligheder her. 2 fucking muligheder. Enten, så er han the one, som jeg uanset hvad, skal undvære. Eller også, er jeg kraft edme' syg i hovedet. En 3. mulighed er selvfølgelig den gamle sang om karma. Suck it up - jeg må lære lektien. 

Jeg prøver at skæve til at bruge logikken og troen på fremtiden. En fremtid, hvor jeg gerne vil drage nytte af fortiden. Før jeg kunne forelske mig. Dengang var det business før babes - og det savner jeg!

Jeg rejser tilbage til dengang, hvor jeg ikke ønskede mig min mand. 

For det er med kærlighed som stoffer, cigaretter og sociale medier. Man bliver fucking afhængig. Og jeg har åbenbart et særdeles sårbart dopamin-center. Jeg er stærkest i afholdenheden. Jeg er ikke en in-betweener. En tilsyneladende håbløs romantiker, der seriøst har et illusionsproblem. 

Men jeg orker simpelthen ikke, at skulle elske i det omfang jeg elsker. Jeg orker ikke at teame op med et menneske som måske en dag dør fra mig. For så dør jeg også. Eller går fra mig. For jeg går ingen steder. 

Alle som elsker og bliver elsket igen på fuldtid - hvor er I dog usandsynligt modige. Jeg beundrer jer og har den dybeste respekt for jeres kundskaber på det område. I er de mest sindssyge og brave mennesker - og det er smukt! For længe leve mangfoldigheden. Og kærligheden. Trods alt. Men den er for jer andre. Ikke undertegnede.