Jeg tror ikke, at jeg hørte rigtigt?


Forleden sad jeg i selskab med et par voksne mennesker. Sådan rigtigt voksne... Vel 40-50 år gamle med voksenjobs og voksenliv. Den ene var gift med en tidligere alkoholiker og fattede umiddelbar forståelse for undertegnedes situation. (For dem der ikke har fulgt med: jeg er stoppet med at ryge joints efter 10 år). 

Nå - men de havde et par spørgsmål til mit forløb med og uden weed. Samtalen kører og jeg hører mig selv sige: "I skal ikke være urolige for, at jeg falder tilbage eller i, igen. Der er ingen vej tilbage for mig. Jeg har røget det jeg skal, og har ikke brug for den her 'medicin' mere."

Hertil lyder svaret: "Nå jo, men man skal jo aldrig sige aldrig. Du ved sgu' ikke om du om 10 år får lyst til lige at ryge en lille fed". 

Jeg tror ikke, at jeg hørte rigtigt! Jeg måtte bide mig selv i tungen, for ikke at udbryde "Undskyld mig!? Jeg tror ikke jeg hørte dig?! Siger du også det til din ægtefælle derhjemme omkring gin'tonics eller bajere? Er det, den mest motiverende udtalelse du kan komme med?

Jeg fik vidst svaret noget i retning af; "Jo - det skal man". Og så var samtalen ellers lukket. 

Men jeg var rystet i min grundvold. Jeg følte mig udfordret og nærmest fornærmet. Men jeg kan bare konstatere, at hun overhovedet ikke vidste hvem hun talte til. Jeg tør godt sige aldrig mere. Det er sgu' ikke et for lille mål at sætte sig. 

Til alle der kæmper med at træffe de sunde, vedvarende valg for sig selv - pas på hvem i omgiver jer med, hvad I lytter til og hvad I vælger at tro på. Bare fordi andre mennesker giver udtryk for deres egen manglende disciplin, er det ikke et udtryk for en kollektiv sandhed. At vi alle mangler. 


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kæreste eller begæreste?

Arenaer og 'safe spaces' i opbrud

Et års fri - det vil man da gerne ha'